søndag den 13. april 2014

Fra skjorte til sommerkjole

 Jeg har opdaget Pinterest. Sikke dog et univers af små fikse ideer! En af de første jeg faldt over - var et fint lille billede af en herreskjorte omdannet til en skøn lille sommerkjole. Det måtte jeg da også prøve.

I sækken med aflagt og kasseret tøj lå der sørme en kedelig skjorte fra min mand. Skjorten er meget simpel, billigt tyndt bomuldsmateriale, og farven er vel hvad min mor ville kalde "rå-hvid".. Ingen lommer, ingen detaljer, og jeg forstår til fulde hvorfor den er kasseret, for den passer ingenlunde til min sprudlende mand.

her findes billedet på pinterest som var min inspiration til kjolen.

Jeg har ikke lige et barn i den alder, som har en kjole jeg kan tegne af efter, og gik derfor i mønster-kassen. Her fandt jeg et mønster på en raglan T-shirt, som jeg med fordel mente at kunne forlænge til en sød kjole i A-facon.
 Ærmerne er påsat elastikblonde i kanterne, så de har puf-effekt, der er påsyet en fin gammel blonde i halskanten.

Jeg har bevaret knapperne i skjorten som effekt hele vejen ned.


Som pynt er påsat en stor lyserød flakon, indenunder er påsyet grønne "blomsterblade", og små mini flakoner er påsyet forstykket for at bryde det lyserøde. Alt i alt er jeg MEGET tilfreds med kjolen, der bestemt har langt mere eksistensberettigelse nu end før, og jeg håber den kommer til at glæde en lille pige hen over sommeren :)

En lille gave :)

 Min søde veninde, der også er bidt af en gal symaskine, har længe leget med redesign i lidt større stil end jeg.

Hun har et hav af gode ideer, og det er meget svært ikke at blive smittet;
Der er noget magisk over at genbruge et stykke tøj, at analysere sig frem til hvorfor tøjet ikke fungerer i nuværende form, at tage stilling til hvordan det skal ændres, at pynte det så det bliver absolut helt unikt og passer ind i egen gardarobe.

Jeg overgav mig - og kom også i gang med at lege med allerede syet tøj, og selvom det på en eller anden måde minder mig om at forsøge at ælte dejen efter brødet allerede er bagt - så må jeg erkende at processen er skøn, at det er godt for "tænkeren" at forsøge at løse problematikkerne på et stykke allerede syet tøj, og det er uden tvivl svært tilfredsstillende at kigge på et stykke redesignet tøj - og være glad for det. Det er skønt ikke at kassere!



Jeg har en stor sæk med aflagt tøj stående, og et dyk i den afslørede en støvet grøn kjole, lidt sporty i stilen.
Den virkede en anelse kedelig, men snittet var udmærket. Så den trængte til pynt.

Det blev første større projekt jeg kastede mig ud i, kjolen skulle være en gave til min veninde, og inspirationen var de orange farver, som hun elsker, og som spiller så godt til den støvede armygrønne farve.

Jeg påsatte en masse "flammer" - inspirationen var en vulkan med spyende lava, centret under venstre arm. "lavaen" sprutter ud over hele venstre side af kjolen, både foran og bagpå. Højre side holdt fri, fordi min veninde er meget glad for det asymetriske look.


Den faldt heldigvis i rigtig god jord, og jeg er meget tilfreds med resultatet :)